Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogiske læringsmiljøer

Børnehaven Dragehaven er en kommunal institution som er normeret til 35 børn (med en vippenormering på +/- 10%) i alderen 3-6 år. Børnehaven er en del af dagtilbud Nibe, som består af i alt 10 daginstitutioner, med Torben Maarbjerg Jepsen som dagtilbudsleder.

Børnene er fordelt uafhængig af alder på 2 grupper – Vanddragen og Ilddragen. Hver gruppe har sin egen afdeling med indgang, garderobe, toiletter og 3 grupperum.

Garderoben er som udgangspunkt et forældreansvar. Her hjælper I børnene af tøj om morgenen og sørger for, at det er let at komme i igen, når vi skal gå på legepladsen. Hvert barn har én garderobe med plads til overtøj og sko, samt plads til skiftetøj i 2 klodskasser.

Læringsmiljøer med mulighed for fordybelse

De 3 grupperum er bygget op med et læringsrum og 2 fordybelsesrum. I de 2 fordybelsesrum indrettes læringsmiljøer i samarbejde med børnene ud fra børnenes interesse. Læringsmiljøerne ændres i takt med børnenes fantasi, interesse og gode påfund. I læringsmiljøerne kan vi eksperimentere med forskellige materialer som fx sand fra sandkassen, efterårsblade eller vand vi har frosset til is. Når børnene mister interessen for et læringsmiljø, finder vi et nyt emne og bygger læringsrummet op omkring en ny interesse.

Vi har haft forskellige læringsmiljøer fx dinosaur, rumstation, antarktisk, familien.

Legeplads med forskellige læringsmiljøer

Vi har en stor legeplads som fordeler sig hele vejen rundt om huset.

Foran huset har vi forskellige legezoner med legeredskaber lige fra sandkassen som indbyder til at lave sandkager, lege ”far, mor og børn” og grave store huller, til græsplænen som indbyder til fodbold, tumlelege og ”løbe op og trille ned af bakken”. Vi har gynger og legetårn i et stort faldsandsområde og mindre legeredskaber fordel rundt om i små oaser. Vi har et skur med cykler og løbecykler, bolde, kasser og kæpheste. Ofte har vi også indendørs legetøj med på legepladsen i et stilleområde fx lego, figurer eller tegnesager.

På bagsiden af huset har vi Oasen som er et indhegnet naturområde. Naturområdet holdes ”vildt med vilje”, så vi sammen med børnene kan gå på opdagelse i den vilde natur. Når vi bevæger os i ujævnt og udfordrende terræn, forbedres vores balanceevne, grovmotorik og koordination.

På Oasen har vi bålplads, byggebredder og frugtbuske. På Oasen har vi ikke legeredskaber med, her bruger vi naturen og fantasien. Naturen er mangfoldig og der er ikke knyttet bestemte aktiviteter til den, derfor skaber børn selv lege og magi. Ofte bliver der bygget huler, leget gemmeleg og svinget i træerne. Ude-aktiviteter som hulebygning og klatring kræver observationer, vurderinger og beslutninger. Derfor styrkes børns evner til observation, problemløsning og koncentration.