Natur mindsker børns stressniveau
Naturen er vigtig for at børn trives og udvikler sig. Børn bliver inspireret både kreativt, motorisk og socialt af at være i naturen. Natur inviterer til fordybelse, er beroligende og inspirerer til aktiviteter. Derfor er naturen med til at mindske børns stressniveau.
Vi bruger naturen både inde og ude. Naturen er mangfoldig og der er ikke knyttet bestemte aktiviteter til den, derfor skaber børn selv lege og magi. Naturens sanseindtryk er stærke og varierede, derfor styrker naturen børns grundlæggende opmærksomhed og byder på alsidige oplevelser.
Fordybelse føles meningsfuldt
Vi skaber rum for fordybelse ved at arbejde i mindre grupper og vi skaber rammer til fordybelse med vores fysiske indretning.
Fordybelse handler om at have tid og ro til uforstyrret leg og aktivitet. At fordybe sig handler om at fokusere på det man er i gang med, at koncentrere sig og gøre sig umage. Når man fordyber sig, så bliver man glad fordi det man laver føles meningsfuldt – i modsætning til at flakse i overfladen og overleve dagen.
Nærværende voksne understøtter fællesskaber
Nærvær er noget vi prioriterer højt i Dragehaven. Barnets tro på sig selv og tillid til omgivelserne indebærer at barnet skal have både den nødvendige pasning, den nødvendige fysiske omsorg og den nødvendige følelsesmæssige kontakt i børnehaven.
Dette mener vi, at vi giver bedst ved at være nærværende.
At vi er nærværende, betyder at vi er til stede lige her og nu, der hvor barnet er – i den situation barnet er i – i de relationer som er lige der. Helt kort betyder det, at vi er opmærksomme på børnenes interesser og skaber fællesskaber ud fra det.
Faste rutiner er frisættende
Faste rutiner er et udtryk for tilvalg og fravalg – ikke mangel på frihed.
Faste rutiner får verden til at føles tydelig, tryg og nemmere at håndtere for børn. Når barnet ikke konstant skal tage stilling til alt, giver det mentalt overskud og det bliver nemmere for barnet at modtage læring.
Faste rutiner og hverdagens genkendelighed vægtes højt i Dragehaven idet det danner grobund for rigtig meget læring. Vi skaber struktur i hverdagen med klare normer, værdier og forventninger til børnene. Vi ser børnene som en del af fællesskabet, hvor alle forventes at bidrage og tilpasse sig.
Vi benytter piktogrammer, for at skabe forudsigelighed for børnene, således at alle har et indblik i hvad dagen kommer til at indeholde og vi benytter fotos af børn og voksne for at skabe tydelighed.